Bananskræller som gødning

Du skal bruge dine bananskræller i haven. Hvis du elsker din have, vil du aldrig igen smide bananskræller ud, efter du har læst det her.

Vores køkken indeholder et hav af geniale måder at lave billig gødning på, som samtidig hjælper dig af med dit køkkenaffald, og bananskræller er en ren ”superfood” for haven.

bananskræller som gødning

Hvorfor bruge bananskræller i haven?

Fordi bananskrællen er rig på kalium, som både jord og planter elsker. Kalium giver planterne et bedre rodnet og fremmer blomstring og vækst af grøntsager.

Hvis du har bevæget dig rundt på andre haveblogs – særlig engelsksprogede – vil du høre kalium omtalt som potassium, som er det engelske navn, som betyder potaske. Og hey… Det kender du fra når du bager julesmåkager. Så når du bruger bananskræller i haven, kan du samtidig lige få brugt det sidste potaske. Det er alligevel blevet for gammelt, når du igen skal i gang med dit julebag.

Don’t overdo it!

Sørg for at dele ligeligt ud af din banangødning, så det ikke kun er de mest forkælede planter, der får hver gang. Du kan nemlig godt risikere at overgøre det. Hvis dine planter får for meget kalium, kan de komme til at mangle magnesium. Og ja, nu bliver det lidt nørdet, og det behøver vi slet ikke gå ud i.

Tips til at bruge bananskræller som gødning

Indsamling af bananskræller

Nu er det jo ikke lige hver dag man har en større stak bananskræller, så saml ind og læg i fryseren. Jeg har en pose i fryseren, hvor jeg samler ind. Inden jeg kommer skrællen i posen, skærer jeg top og bund af, som smides ud, og skærer selve skrællen i mindre stykker. Når jeg har en 10-15 skræller, er der nok til en gang gødning.

Har du en dehydrator?

Hvis du er så heldig at have en dehydrator, kan du hive væsken ud af skrællerne, og knuse dem til pulver. Alternativt kan du tænde for ovnen på ca. 100 grader, og lade dem tørre der, men for at få det til at lykkedes, skal ovndøren stå åben. Det synes jeg måske er lige i overkanten, ift spild af strøm.

Der er heldigvis masser af andre muligheder for at lave en god omgang gødning med bananskræller.

Den helt simple metode

Her behøver du ikke fryse ned, og du kan gøre det hver gang du har en enkelt bananskræl.

Skær top og bund af, og skær skrællerne i helt tynde strimler eller tern. Krat lidt i jorden omkring planterne, og bland de små stykker skræl med jorden. Så ligger de lige så stille og komposterer tæt på planten.

”Rigtig gødning” af bananskræller

Put dine optøede bananskræller i et stort sylteglas med lufttæt patentlukning. Kom vand over, og stil det lufttætte glas i køleskabet en uges tid, hvorefter du har en god gødning, du kan hælde ved dine planter.

Powergødning

Er du klar, for den her er lidt nasty, men hvad gør man ikke for at få en god høst?

Kom de optøede bananskræller i en foodprocessor sammen med kaffegrums, 5 spsk epsom salt og en liter vand. Så får foodprocessoren ellers fuld skrue ca. 30 sekunder, til du har en god grød. Du kan sagtens fordele grøden rundt ved planterne som den er.

Jeg gør det, at jeg tager en spand med jord (pottemuld, planteskolejord eller jord fra haven) som jeg hælder grøden i, og blander godt rundt. Det er lidt nemmere at arbejde med, men det er mest en ”smagssag”.

Hvad skal du bruge bananerne til?

Her i familien er vi vilde med bananbrød. Jeg er så heldig, at jeg har fået lov at ”adoptere” en bonusfamilie i Chicagoområdet, som jeg bor hos, når jeg er til Global Leadership Network, og fra dem har jeg en skøn opskrift på bananbrød, som du finder ovre på Morsveninde.dk. Den er næsten lige så meget brød som den er kage, og den er fyldt med fibre. Ungerne elsker den, og den kan snildt holde sig frisk fra søndag til fredag, så der er lækker bananbrød med i madpakken.

hvis du har en eller anden fantastisk opskrift med bananer, som du gerne vil dele med os andre, så upload den meget gerne på vores Facebookside.

Mine favorit webshops

Pin It on Pinterest