Du skal ikke gå ned på udstyr, når du arbejder i haven. 

Lad mig starte med at sige, at de mest effektive haveredskaber har du allerede, og de sidder fastmonteret for enden af dine arme. Totalt smart! Når det så er sagt, så har jeg nogle redskaber, som jeg bare ikke vil være foruden, og som gør havearbejdet lettere for mig. 

Jeg har linet mine 9 favoritter op herunder.

Rigtig god fornøjelse. 

effektive haveredskaber

 

Håndrive

Denne håndrive er for mig helt uundværlig. Min have er omkranset af store bøgetræer, og med denne lille rive, er det nemmere for mig, at rydde op i bedene, når jeg vil have fjernet alle bladene. Jeg har før prøvet med små “plastic” haveriver fra byggemarkedet, men den her er ganske enkelt meget mere effektiv.

Jord si

Denne smarte si er genial til at sikre en lækker, ren jord, som er velegnet til spiring af frø. Det er supernemt at fjerne småsten, kviste og hvad der ellers gemmer sig i jorden. Særligt smart, hvis du henter kompostjord på genbrugspladsen.

En GOD grensaks

Den her er effektiv. Den tager tykke grene uden jeg behøver bede manden om muskelkraft, og den laver et fint, rent bid i grenen. Holder sig skarp meget længe. Min har været brugt i 5 år, og er stadig som ny,

Fliserenser

Jeg gider ikke ukrudt mellem fliserne, og jeg har gennem tiden købt adskillige fliserensere. De holder dog sjældent længe, simpelt hen fordi “klingen” ikke er ordentligt fæstnet i håndtaget, så den ryger af i kampens hede. Det gør denne ikke. Den har nu holdt næsten to sæsoner.

Solide Handsker

Jeg kan ikke undvære havehandsker, når jeg roder i jorden. De almindelige havehandsker er ikke nok til brombærkrat og andet vildnis. Men dér klarer de her. Boss-Handsker. De er i dén grad prisen værd.

En solid spade

Det virker måske en kende simpelt at præsentere en spade her, men hvis du vidste, hvor mange spader jeg har knækket i tidens løb… Dén her fra Fiskars HOLDER! Jeg har stået og hoppet på skaftet, for at få en rod til at løsne sig, og jeg er ikke nogen sylfide – og den stod last og brast, og til sidst måtte roden give sig.

Mælkebøttejern

Der er meget delte meninger om mælkebøtter i haven. Hvis du – lige som jeg – er sådan én, der fjerner dem, så er dette et virkeligt godt redskab. Håndtaget er lavet af asketræ, og det rustfri stål går nemt dybt ned i alle typer jord, og får hele mælkebøttens pælerod med op, uden problemer.

Løvsuger og -blæser

Dén her… Min bedste ven! Den kan blæse bladene i indkørslen tilbage i skoven, og med et snuptag er den en løvsuger, der kan suge blade op fra bedkanter og kringelkroge. For mig er det virkelig stor værdi, for en relativt lav pris.

Havebøger

Er du lidt på bar bund når det kommer til havearbejde eller savner du inspiration, så prøv med en havebog. Her i Danmark findes der ingen større superstjerne når det kommer til blomsterhaver end CLAUS DALBY! Prøv f.eks. hans bog om den hvide have.

Pin It on Pinterest